Vi er en flok venner, der har kendt hinanden siden folkeskolen i Aalborg, og hvert år tager vi på forlænget weekend sammen med familierne. I april gik turen til en bondegård, og i løbet af weekenden tog Jakob en idé op igen, som han havde luftet første gang for mange år siden.
Jakob Schöllhammer Knudsen er læge, og han havde længe talt om det samme problem: Vi samler flere og flere data om vores eget helbred, men vi har stadig ingen god måde at finde ud af, hvad der virker for os. Hjælper det at droppe kaffen efter frokost? Gør gåturen efter aftensmaden noget for pulsen? De fleste af os prøver den slags af, men de færreste finder ud af, om det virker.
Forskningen hjælper heller ikke altid. Mange hverdagsvaner er aldrig blevet undersøgt ordentligt. Og når noget er blevet undersøgt, fortæller studiet, hvordan det virkede i gennemsnit på en stor gruppe mennesker. Et gennemsnit kan skjule meget. Selv når noget virker for de fleste i et studie, er der nogle, der får lidt eller intet ud af det, og studiet kan ikke fortælle dig, hvilken gruppe du hører til. At noget hjælper mange, siger stadig ikke, om det hjælper dig.
For nogle år siden ville det have været svært at lave et produkt, der kunne svare på den slags spørgsmål. Det er det ikke længere. Smartwatches, smarte ringe og aktivitetsarmbånd måler allerede søvn og puls døgnet rundt, og AI-assistenter er blevet gode til at hjælpe med at planlægge et videnskabeligt forsøg.
Samtidig havde to af os tilfældigvis tid. Bjarke var stoppet i WorkTango i december, fordi han ville have mere tid med familien og en ny udfordring, og Peter havde året før forladt Københavns Universitet for at blive selvstændig forsker med en helt fleksibel kalender. Jakob, der driver sin egen virksomhed, kom med på deltid og står for den kliniske del. Vi var alle tre ivrige, så vi gik i gang.
Spørgsmål, vi ikke selv kunne svare på
Idéen blev også hængende, fordi to af os kendte problemet fra vores eget liv.
Bjarke: Jeg har døjet med lænden i et stykke tid. Jeg begyndte at bruge hæve-sænkebordet, men kun af og til, alt efter hvordan mine vaner var, og om jeg huskede det. Jeg lagde mærke til, at ryggen havde det bedre de dage, hvor jeg havde været ude at løbe, så jeg spurgte en AI-chatbot til råds og fik et program med øvelser og udstrækning hver morgen. Nogle morgener fik jeg dem lavet, andre glemte jeg dem. Smerterne kom og gik, og jeg kan ærligt talt ikke sige, om noget af det hjalp. Når man prøver at vurdere det ud fra hukommelsen, bliver det lidt et skud i tågen, og man ender med at se det, man regnede med at se. Jeg har en naturvidenskabelig baggrund, så jeg vil meget hellere lave et rigtigt forsøg.
Peter: Jeg har holdt øje med min søvn og puls i årevis. Jeg vil gerne leve længe og sundt, så jeg har prøvet løb, meditation, åndedrætsøvelser og sauna for at få hvilepulsen ned og pulsvariabiliteten op. Mit ur viser, at tallene flytter sig, men ikke om det skyldes en bestemt ændring, og jeg har aldrig testet én ting ad gangen. Derfor ved jeg stadig ikke, hvad der gjorde en forskel. I mit arbejde ser jeg tit, hvor let man forveksler tilfældigheder med årsager, og det viser sig, at jeg ikke selv er nogen undtagelse. N1 Trial er et naturligt svar på det.
Sådan virker N1 Trial
Der findes en anerkendt metode til netop den slags spørgsmål. Den hedder N-of-1-forsøg, og læger og forskere har brugt den siden 1980’erne. Du lever skiftevis med og uden ændringen i planlagte blokke af dage, flere gange i træk, og måler det samme hele vejen igennem. På den måde er du din egen kontrolgruppe, og ingen enkelt god eller dårlig dag kan afgøre svaret.
Problemet har altid været, at det er besværligt. Man skal vide noget om forsøgsplanlægning for at lægge en god plan, og man skal være disciplineret for at holde styr på det i flere uger. N1 Trial klarer det besværlige for dig:
- Du planlægger dit forsøg i en kort samtale med en AI-assistent eller vælger et af over 200 færdige forsøg.
- Dit smartwatch, din Oura eller Whoop måler i baggrunden. Det, uret ikke kan måle, for eksempel rygsmerter, humør eller hovedpine, svarer du på med et kort spørgsmål hver dag.
- Når forsøget er slut, får du et svar og kan se, hvor sikkert det er. Kan tallene ikke sige noget endnu, fortæller appen dig det.
Det går vi ikke på kompromis med
For det første skal vi være ærlige om, hvad dine data kan og ikke kan sige. Et resultat, der lyder mere sikkert, end det er, er værre end intet resultat. Du kunne jo ende med at blive ved med at købe et kosttilskud eller droppe en god vane på et forkert grundlag. Derfor viser hvert resultat, hvor usikkert det er, og kan tallene ikke sige noget endnu, siger appen det i stedet for at gætte.
For det andet handler det om dine data. Bjarke lærte i WorkTango, at privatliv og databeskyttelse er langt lettere at bygge ind fra første dag end at klistre på bagefter. Dine forsøg og helbredsdata bliver gemt og behandlet i EU, og vi sælger ikke data og deler dem ikke med annoncører.
N1 Trial er til hverdagens vaner. Appen er ikke medicinsk udstyr, og AI-assistenten er bygget til ikke at råde dig til at starte, stoppe eller ændre medicin. Det må du tale med din læge om.
Hvem er vi?
Bjarke Grouleff er datalog fra Aarhus Universitet og har udviklet software i omkring 15 år. Han var med til at stifte WorkTango, byggede selv den første version af platformen og stod i spidsen for udviklingen som CTO, indtil virksomheden blev solgt til Vista Equity Partners i 2022. N1 Trial er den tredje virksomhed, han er med til at stifte. Her har han ansvaret for appen og alt det tekniske bag den, med sikkerhed og privatliv højt på listen. Når han ikke arbejder, går tiden med familien, rejser og vandreture, gerne langt ude i naturen.
Peter Fisker er ph.d. i økonomi fra Københavns Universitet. Hans forskning handler om kausal inferens og behandlingseffekter, altså om at finde ud af, om noget virkelig var årsag til en forandring, og hvor stor forandringen var. Det er præcis det spørgsmål, hvert resultat i N1 Trial handler om. Han arbejder som konsulent for Verdensbanken. Hos N1 Trial har han ansvaret for metoden: hvordan forsøgene bliver planlagt og analyseret, og hvad appen med god samvittighed kan konkludere ud fra én persons data.
Jakob Schöllhammer Knudsen fik idéen i sin tid og er i dag vores medstifter på deltid. Han er læge med en ph.d. i farmakoepidemiologi, læren om, hvordan medicin virker hos rigtige patienter, og hjælper os med at planlægge forsøgene, også for folk med for eksempel diabetes, hvor både motion og mad kan ses på blodsukkeret fra dag til dag. Han er desuden stifter og direktør i Donor Network, sidder i bestyrelsen for Novatech og er aktiv investor.
Vi har kendt hinanden, siden vi var børn, og vi stoler på hinanden. Vi kan også sagtens være uenige, og de fleste beslutninger bliver vendt grundigt mellem os, før de ender i appen.
Hvor står vi nu?
N1 Trial er en lille virksomhed i Aarhus. Lige nu bruger en mindre gruppe inviterede testere appen, og vi lærer meget af dem om, hvad der passer ind i en helt almindelig hverdag, og hvad der ikke gør.
Har du et spørgsmål om dine egne vaner, som du gerne vil have et ordentligt svar på, kan du tilmelde dig tidlig adgang. Vi skriver, når det er din tur. Og har du lyst til at snakke om idéen eller metoden, er du velkommen til at skrive til os på info@n1trial.com. Vi hører meget gerne fra dig.